J.J. Dampe

Jacob Jacobsen Dampe (10. januar 1790 i København – 22. december 1867 sammesteds) var en dansk teolog og politisk aktivist.

Efter at han var blevet student, skabte han sig en solid, akademisk løbebane ved først at vinde universitetets guldmedalje for besvarelsen af en prisopgave i æstetik og derefter at erhverve sig den filosofiske doktorgrad i 1812 på en afhandling om koranens etik. 3 år før var han blevet cand. theol., og i årene 1811-16 virkede han som adjunkt ved Slagelse Latinskole. Dampe helligede sig i de følgende år en privatlærervirksomhed i København, hvor han fortsatte sine filosofiske studier og litterære arbejder. Samtidig fulgte han intenst med i de politiske bevægelser, som dukkede op i Europa under Den Hellige Alliance. Privatlærervirksomheden skrantede dog efterhånden så meget, at han kom i alvorlig økonomisk nød i 1820. Samtidig indså Dampe, at kampen mellem konservative og liberale principper, mellem reaktion og fremskridt, måtte blive stadig skarpere, og han følte sig overbevist om, at bevægelsen også ville forplante sig til Danmark. På baggrund af den forventning besluttede han at blive politiker og reformator. Han lagde en plan, der i store træk gik ud på at få sammenkaldt en nationalforsamling, som skulle sætte en forfatningsmæssig regering i stedet for enevælden, om nødvendigt med anvendelse af våbenmagt. Dampe ville stifte en forening, der skulle forberede gennemførelsen af planen, og som især skulle forsøge at vinde hæren for den.

Dampe havde næppe nogen klar forestilling om projektets gennemførlighed, og det blev kvalt allerede under de første forberedelser. Han blev via stråmænd lokket til at fremsætte sine synspunkter offentligt, og efter at være blevet forrådt af en af sine fortrolige blev han arresteret i november 1820, og hans papirer blev konfiskeret. Han blev tiltalt for højforræderi og majestætsforbrydelse og dømt til døden. Straffen ændrede Frederik 6. dog til livsvarigt fængsel, og Dampe var derefter indsat som fange først i Kastellet og derefter på Christiansø i 20 år. Da han var statsfange og ikke forbryder, betød det, at hans materielle vilkår var tålelige, og han modtog dagpenge til indkøb af daglige fornødenheder. Han havde en soldat til oppasser, som han kunne tale med, men ellers fik han ikke lejlighed til at omgås eller tale med andre mennesker. Christian 8. lempede hans vilkår i 1840, og indtil 1848 levede han i Rønne under polititilsyn. Ifølge den amnesti, som Frederik 7. udstedte i forbindelse med sin tronbestigelse den 20. januar 1848, fik Dampe fuldstændig frihed og kunne flytte til København.

Som forløber for forfatningsbevægelsen i Danmark og som den første martyr for den politiske liberalismes sag modtog Dampe i den sidste del af sit liv en årlig statsunderstøttelse. I 2003 blev der på Christiansø rejst en mindesten til ære for J.J: Dampe

Litteratur

Jacob Jacobsen Dampe: Fortælling om mit fængsel i haardeste grad i tyve aar, og min forviisning i syv aar, lidelser, mig tilføiede formedelst min lære om folkets ret, København 1858 (genudgivet 1951).
Preben Harris, Det største politiske mord. En biografisk fortælling om dr. J.J.Dampe, Gyldendal, 2008. ISBN 978-87-02-07180-1.
Michael Helm: Det kvalte demokrati. Gyldendal 1986. ISBN 87-01-40082-7.
Teddy Petersen (red.), Skrivefrækhed – Studier i Skandinavistik 3, 1989, s. 75-174. – Den hidtil grundigste gennemgang af Dampes filosofiske og politiske tanker.
Kenn Tarbensen, "Den første demokrat – Cand. theol. og dr. phil. J.J. Dampe" s. 191-216 i: Morten Petersen (red.), Oprørere – Skæbnefortællinger om danmarkshistoriens tolv største rebeller, Aschehoug, 2006. ISBN 978-87-11-11819-1.
Karl Peder Pedersen, Kontrol over København. Studier i den sene enevældes sikkerhedspolitik 1800-48. Syddansk Universitetsforlag, 2014. ISBN 978-87-7674-806-7.