Fjernøstlige Republik

Den Fjernøstlige Republik Дальневосточная Республика Dalnevostochnaya Respublika
Socialistisk republik
1920–1922
Flag Nationalvåben
Den Fjernøstlige Republiks udstrækning.
Hovedstad	Verkhneudinsk (til oktober 1920) Tsjita (efter oktober 1920)
Sprog	Russisk
Præsident
• (1920-1921)	Aleksander Krasnosjtsjokov
• (1921-1922)	Nikolaj Matvejev
Historie
• Etableret	6. april 1920
• Femte Republik	15. november 1922
Valuta	Rubel
Efterfulgte Efterfulgt af Sovjetunionen Sovjetunionen

Fil:RevolutionarytroopsinChita.jpg

Folkets Revolutionære Armes ankommer til Tsjita

Den Fjernøstlige Republik (russisk: Дальневосто́чная Респу́блика, ДВР, – Dalnevostotsjnaja Respublika, DVR), undertiden benævnt Tsjita-republikken, var en nominelt uafhængig stat oprettet i Blagovesjtjensk den 6. april 1920 og omfattende det tidligere Ruslands fjerne østen og Sibirien øst for Bajkalsøen. Selv om republikken nominelt set var uafhængig, var den i vid udstrækning kontrolleret af RSFSR, og dens vigtigste formål var at være en buffer mellem RSFSR og de områder, Japan kontrollerede.

Republikken omfattede de områder, der modsvarer de senere Zabajkalskij kraj, Amur oblast, Khabarovsk kraj og Primorje kraj i Rusland.

Frem til oktober 1920 var hovedstaden Verkhneudinsk (det senere Ulan-Ude), og derefter blev Tsjita hovedstaden.

Efter, at Japan havde evakueret Vladivostok den 25. oktober 1922, blev den russiske borgerkrig erklæret afsluttet. Tre uger senere, den 15. november 1922, blev Den Fjernøstlige Republik lagt sammen med RSFSR.

Historie

Baggrund

Den nye stat blev oprettet med stiltiende støtte fra den nye russiske bolsjevik-regering, som ønskede en bufferstat mellem RSFSR og de områder, som var under kontrol af af Japan. En japansk armé på 70.000 mand støttede overvejende den Hvide hær under den russiske borgerkrig. Japan kontrollerede allerede Vladivostok og dele af Stillehavskysten, desuden de kinesiske grænseområder, de havde overtaget fra 1918.

Oprettelsen af den formelt neutrale stat så "de hvide" som en (sidste) mulighed for på gammelt russisk område at kunne oprette en hvid statsdannelse, herfra afvente det bolsjevikiske styres sammenbrud for der efter at genoprette en samlet statsdannelse under ikke-bolsjevikisk styre.

Under borgerkrigen havde bolsjevikerne magten i hovedstaden, der dog blev flyttet fra Sankt Petersborg til Moskva af sikkerhedshensyn. Ligeledes lod man under hensyn til krigen de centralrussiske industriområder flytte længere væk fra krigsfronterne. Den Røde Hær trængte efterhånden fra Ural frem til Bajkalsøen, men der skulle gå to år inden, at man nåede frem til Stillehavet. I mellemtiden oprettedes stribevis af stedlige styrer, formelt selvstændige, der hver for sig efter forholdene manøvrerede mellem Moskva og de allierede. Det var i denne sammenhæng, at Den Fjernøstlige Republik opstod og fungerede.

I 1920 var forholdene i det sovjetiske fjernøsten yderst borgede. Admiral Koltšak var blevet slået, men et polsk fremstød i Ukraine og baron Pjotr Nikolajevits Wrangels angreb fra Krim tvang Den røde hær til at trække sine styrker til den europæiske del af landet. Japan havde allerede i april 1918 sikret sig kontrollen over Primorje, Amur og Bajkal-områderne og derved sikret hétman Semjonovs Burjade-Mongolske Republik og beskyttet Koltsaks tilbagetog.

De allierede (USA, England, Frankrig) og Japan havde ikke opgivet et håb om at kunne oprette en autonom, bolsjevikfri og demokratisk statsdannelse ved Stillehavskysten. Sovjetstyret rettede den 25. april 1920 henvendelse til Japan for at indlede fredsforhandlinger, men henvendelsen blev tilbagevist. Under indtryk af magtfordelingen blev Lenin overbevist om, at en sovjetisering af fjernøsten måtte udskydes. Det vigtigste måtte være at undgå sammenstød, der kunne give Japan anledning til fremrykning længere end Bajkal og Primorje. Lenin og Trotski udtænkte derfor ideen om en bufferstat og gav ordre til, at bolsjevikerne i fjernøsten midlertidigt indstillede deres virksomhed. Statens selvstyre og demokratiske form blev sikret ved Japan under pres fra USA.

Bag kulisserne kontrollerede Sovjet-Rusland republikkens bolsjevikker dels via den siberiske partikomite, dels gennem udsendinge fra Moskva. I november 1920 fandtes der i Den Fjernøstlige Republik i alt 330 kommunistiske grupper med samlet 9.000 kommunister, 200 komsomol-grupper med 5.000 komsomol-medlemmer. Disse skulle sikre, at der ved valg kunne sikres revolutionære kræfter fremgang.

Republikken oprettes

Den nye republik fik sin debut den 7. marts 1920, da den Moskva-orienterede men ret selvstændige folkekommisær Aleksandr Mihhailovitš Krasnoštšekov med japansk støtte i Verhneudinsk oprettede Den midlertidige Bajkal-landets Regering. Krasnoštšekov var ikke Moskvas ønskeredskab. Han agtede at oprette en reelt uafhængig demokratisk stat i fjernøsten. Moskvas udsendinge lod hans kandidatur til statsministerposten falde, men stedlige bolsjevikker bakkede ham op. Således støttede formanden for Jakutsk-sovjetten Primorje-bolsjevikkerne i deres krav om, at hovedstaden i den nye republik skulle ligge i Vladivostok. Denne variant fik også opbakning fra de allierede, som havde diplomatisk og økonomisk tilstedeværelse i byen. Til fordel for dette valg talte tillige tilstedeværelsen af havnen, der forbandt republikken med Japan og USA. Omvendt var Lenin meget imod, for han ville med stedlige bolsjevikker kontrollere den planlagte parlamentsforsamling og samtidig sikre muligheden for at trænge japanerne ud, først fra Bajkal-området og siden hele området.

Verhneudinsk blev derfor republikkens hovedstad den 6. april 1920, da Den Midlertidige Bajkal-områdes Regering trådte i funktion. Krasnoštšekov formulerede som stats- og udenrigsminister en engelsksproget selvstændighedsdeklaration, der var specielt rettet til USAs, Englands, Kanadas, Japans og Kinas journalister.

Der blev oprettet diplomatisk forbindelse med Kina og forbindelse med Internationalt Røde Kors. Republikkens flag blev grønt med anker og neg i øverste højre hjørne.

Til at begynde med bestod Den Fjernøstlige Republik kun af området omkring Verkhne-Udinsk, men i løbet af sommeren 1920 bestemte sovjetregeringen i Amur-territoriet sig for at indtræde i republikken. Hétman Grigori Semenov blev kastet ud af sit tilholdssted i Tšita i oktober 1920, og i december 1920 kom også kystprovinserne med den vigtige by Vladivostok endelig med i Den Fjernøstlige Republik. Japan besatte den nordlige del af øen Sakhalin frem til 1925, som kompensation for massakren på japanske civile i Nikolajevsk-na-Amure i 1920. Det trods for sin enorme størrelse (3 gange større end Frankrig) havde landet kun 2 mio. indbyggere.

I praksis var landet skabt omkring de store byer og den Trans-Sibiriske Forbindelse. De omgivende områder omfattede arealer med selvstyrende kasakstyre og bolsjevik- partisangrupper, der førte ubønhørlige krige mod hinanden. [[]]

Mordet på japanerne i Nikolajevsk

Det nye styre måtte tage specielt hensyn til de japanske styrker i landet, ikke mindst efter at en partisangruppe havde myrdet over 700 japanere. Tokio gjorde Moskva ansvarlig herfor, og den kejserlige hær besatte den nordlige del af Sakhalin indtil, at hændelsen var blevet klarlagt.

Endvidere gav den japanske overkommando ordre til at beskytte japanske liv og interesser i området. Den 4. og 5. april – tre dage efter, at den sidste amerikanske styrkeenhed havde forladt bugten, angreb japanerne alle kendte sovjetiske organisationer i Vladivostok, Nikolsk-Ussurisk, Spasski og Habarovski. Begge sider havde alvorlige tab: omkring tusind japanere og tre tusind bolsjevikker, blandt sidstnævnte også partisanernes leder Sergei Lazo.

Kaotisk styre

I 1920 virkede fem selvoprettede "regeringer", idet hver af dem påkaldte sig ledelsen over områder omfattende enten dele af eller hele fjernøsten. Alle havde i større eller mindre grad forbindelser til både Moskva og Tokyo.

Foruden centralregeringen i Verhneudinsk var der også et regionalstyre i Vladivostok, der opretholdt overhøjhed over Primorje, Nord-Sakhalin og Kamtjatka.

Med japansk tilladelse dannedes stedlige borgerlige og socialistiske koalitioner af mensjevikker, esserere og andre selvstændighedstilhængere, mens bolsjevikkerne trak i trådene bag facaden.

I Khabarovsk, der var "de hvides" hovedkvarter og som ikke ville anerkende den nye republik, fortsatte man at tale om "et fælles og udeleligt Rusland" og havde som ledere den tidligere præsident for municipaldumaen Konstantin Likhoidov og Aleksander Pljuštnin, der støttede sig til ejendomsejere og beskyttede japanske interesser. Her virkede et politi og kosakker under ledelse af hétman Botskarev, der havde dødsdømt Lazo.

Den senere leder af sikkerhedstjenesten Meier Triisser opretholdt i Blagoveštšensk en egen "rød ø". Han nægtede pure at anerkende Den Fjernøstlige Republik og opfordrede til straks at sovjetisere hele fjernøsten. I det østlige Bajkal havde den japanske hær sammen med hétman Semjonov magten i den af denne oprettede Burjade-Mongolske Republik.

Det var under disse forhold, at styret i Verhneudisk skulle manifestere sin magt. Officielt anerkendte Moskva Den Fjernøstlige Republik den 14. maj 1920. Gradvist fik centralstyret mulighed for at hævde sin magt Triisser opgav sine radikale bolsjeviseringsplaner mod at blive republikkens repræsentant i Blagovevtšensk. Man forsøgte at forbedre det indbyrdes forhold mellem partisanerne og den revolutionære arme, der gik for at være republikkens hær. De hvide blev givet håb om, at alt endnu kunne ske.

Japansk tilbagetrækning

Krigsminister Šatov havde forhandlinger med japanske partier og foreslog, at den kejserlige arme under general Shigemotos ledelse skulle evakueres. Den Fjernøstlige Republik skulle officielt erklæres neutral for at forhindre indblanding fra Sovjet-Ruslands side.

Efter to måneders forhandlinger erklærede Tokyo sig enig heri, og en officiel fredsaftale med Japan blev underskrevet den 15. juli 1920 i Gongota i Kina. I løbet af 1920-1922 trak de japanske styrker sig gradvist tilbage fra Østsibirien.

Fredsaftalen og den japanske tilbagetrækning undergravede hétman Semjonov, der flyttede sin Burjade-Mongolske Republik til Daurias, 10 mil fra Manchuriets grænse og med hovedstad i Nertšinsk. Da japanerne to måneder senere tilkendegav, at de ville trække sig tilbage fra Khabarovsk, flyttede de hvide deres hovedkvarter til Vladivostok. Så snart, at japanerne i oktober havde forladt Khabarovsk, flyttedes Den Fjernøstlige Republiks hovedstad fra Verhneudinsk til Tsjita. Regeringen indrettede sig i et hotel. I november fulgte folkehæren efter Semjonovs og Kappels folk og besatte områderne frem til Amur-flodens bredder.

Til trods for sin fremgang fra april til november 1920 kunne Den Fjernøstlige Republik ikke formå regionalstyret i Vladivostok at anerkende sin overhøjhed. De stedlige bolsjevikere var forsigtige med ikke at fremkalde uro så længe, at japanske hærstyrker endnu befandt sig i Primorje. Det gav til resultat, at den 11. december anerkendte det af bolsjevikerne kontrollerede stedlige repræsentation Den Fjernøstlige Republik. Ved at udnytte, at republikken kunne anses for officielt anerkendt, underskrev Moskva i slutningen af 1920 en grænseaftale med Kina.

Den grundlovsgivende folkeforsamling

Den 9.-11. januar 1921 afholdtes i Verhneudinsk valgene til den grundlovgivende forsamling med 382 medlemmer. Kommunister og de bolsjevikist indstillede bønder fik 72,6% af stemmerne eller næsten tre fjerdedele af pladserne. Republikkens hærstyrker var overvejende under bolsjevikernes kontrol. Den 27. april vedtoges en grundlov.

En regering under kommunistisk kontrol blev indsat. Men da Krasnoštšekovs interesser kolliderede med Lenins udsending Boris Sumjatskis holdninger, blev den fjernøstlige præsident i maj 1921 kaldt til Moskva, hvorfra han aldrig vendte hjem.

Efter at have afventet ikrafttrædelsen af fredsaftalen med Japan den 15. oktober 1920 og de sidste rester af den japanske hærs tilbagetrækning fra Bajkal til Primorje, angreb Folkehæren overraskende hétman Semjonovs styrker. Tusinder af hans soldater og omkring 35.000 kappellaer med familie flygtede i retning mod Stillehavet. Semjonovs styrker trak sig tilbage til Grodekov, kappellaerne samlede sig i Razdolnoje og Nikolsk-Ussuriisk.

Det hvide modstød

I 21. maj 1921 gjorde brødrene Merkulov et kup i Vladivostok og området der omkring til støtte for de flygtende. De udråbte den anti-bolsjevikiske Primorje Midlertidige Regering, kappellaerne bortjog regionalstyret, mens japanerne holdt Folkearmeen borte. Imidlertid skete kort efter et magtskifte i Japan, og den nye regering her indgik efter pres fra Washington en fredsaftale med Moskva. De japanske styrker blev trukket hjem.

Omkring 17.000 kappellaer, semjonover, soldater fra Koltšaks styrker og alskens andre samledes nu i Vladivostok fra alle mulige steder i Rusland. De havde endnu forestillingen om, at det ville være muligt at redde Rusland fra et bolsjevikisk styre, blandt andet under indtryk af et oprør blandt matroserne i Kroonlinn og bønder i Tambov. Ganske letsindigt troede man, at der blot skulle en enkelt sejr eller to til for at bane vejen til Moskva.

Leder af de hvide styrker blev general Viktor Moltšanov, hvis march mod Moskva begyndte den 1. november 1921 nord for Spasski. I slutningen af december erobredes Khabarovsk. Fremrykningen standsede ved Volotšajevk. I begyndelsen af 1922 var de hvides selvvurdering stor, men Folkehæren, der i slutningen af januar talte 15.000-20.000 mand, indledte et angreb mod de hvide med 6.000 mand. Den 14. februar erobrede Folkehæren atter Khabarovsk, og Moltšanov måtte trække sig tilbage til Spasski.

Folkehærens leder, krigsminister Blücher, lod nu partisaner besætte mindre hvide garnisoner i landsbyerne omkring Vladivostok og langs Ussur-jernbanen. Folkehæren blev samlet nord for Spasski for at forberede det endelige angreb på Vladivostok.

Enden var nu i sigte. Amur semstvoforsamling valgte til Amurlandets regeringsoverhoved og hærleder den tidligere stabsleder generalløjtnant Mihhail Dieterichsi, men det fik ingen betydning. Moltšanov og et par hundrede soldater oprettede omkring 40 mil fra Spasski en forsvarsstilling, hvor det lykkedes under ledelse af den nye krigsminister og kommandør over Folkehæren, litaueren Ijeronim Uborevitš (Jeronimas Uborevitcius) i oktober at knuse en 1600 mand stor hvid hær. Uborevitš afventede der efter med at angribe Vladivostok til der ikke var flere japanske enheder i havnen. 4 dage senere mødtes Uborevitš med USAs konsul og fik samtykke til, at de hvide overdrog magten. Styrker fra hæren rykkede ind mod byen. 4 timer efter, at det sidste japanske skib var blevet borte i horisonten, ved middagstid den 25. oktober, besatte Folkehæren og partisaner byen. Uborevitš forbød enhver indblanding i evakueringen af de hvide. Han erklærede, at de besejrede fjender skulle rejse bort i fred. De fleste rejste fredeligt til Manchuriet, Shanghai, Hongkong, Korea og Australien. Tilbage blev kun de diplomatiske repræsentationer.

Fil:FERgovernment.jpg

Medlemmer af Den Fjernøstlige Republiks regering

Afviklingen

Genforeningen af Den Fjernøstlige Republik var imidlertid kortlivet, efter som dens regering den 14. november 1922 "bad om" at blive indlemmet i RSFSR straks efter. Dagen efter, den 15. november 1922, blev Den Fjernøstlige Republik opslugt af Sovjet-Rusland.

Territorium

Den Fjernøstlige Republiks grænser fulgte vestbredden af Bajkalsøen og nordgrænsen for Mongoliet og Kina og nåede op til Tsjuktsjer- og Kamtsjatkahalvøerne. Grænsen var imidlertid ofte udsat for hvide og japanske militære interventioner. Burjaternes land blev delt mellem Rusland i vest og Den Fjernøstlige Republik, som kontrollerede de østlige områder.

Frimærker

Et 20-kopekfrimærke udgivet i Tsjita i 1922.

Den Fjernøstlige Republik udgav flere frimærker i løbet af sin korte eksistens. De første frimærker blev udgivet i slutningen af 1920 til lokal brug i kystprovinserne og bestod af overtryk af frimærkeudgaver fra Kejserriget Rusland. De blev senere fulgt af 4 nytegnede frimærker. Andre områder fortsatte med at bruge lokalt udgivne frimærker langt ind i 1921, så som Semenov-udgaverne i Chita, og Blagovesjtjensk-udgaven i Amur oblast. Den centrale regering i Tsjita udgav et endelig sæt i 1921-1922, som blev meget brugt over hele Ruslands fjerne østen op til februar 1924. Efter, at Vladivostok og omegn blev udskilt fra Den Fjernøstlige Republik i maj 1921, blev diverse lokalt overtrykte frimærker udgivet der også.

Litteratur

• Die Fernöstliche Republik (1920–1922) – Ein staatlicher Ordnungsversuch zur Zeit des Russischen Bürgerkrieges. I: Harald Heppner/Eduard Staudinger (Hrsg.): Region und Umbruch 1918 – Zur Geschichte alternativer Ordnungsversuche. Frankfurt a. M. 2001 (tysk)
• David Golinikow: Fiasko einer Konterrevolution – Das Scheitern antisowjetischer Verschwörungen in der UdSSR 1917–1925. Berlin 1982 (tysk)
• W.P. Potjomkin (Hrsg.): Geschichte der Diplomatie, Zweiter Band (Die Diplomatie der Neuzeit, 1872–1919). Berlin/Leipzig 1948 (tysk)

Eksterne henvisninger

• Ivo Paulus: "Kaug-Ida Vabariik" (Postimees 10. aprill 2010, s. 6) (estisk)
• C. G. Taube: "Nya statsbildningar i Fjärran Östern" (Svensk Tidsskrift, 11. årgang (1921), s. 489-497) (svensk)
• Detaljeret beskrivelse af Den Fjernøstlige Republik (russisk)
• Sedler fra Den Fjernøstlige Republik (Rubel) (russisk)
• Kort historie for Den Fjernøstlige Republik (russisk)
• Våbenskjoldet og historien til Den Fjernøstlige Republik (tysk)
• Ruslands fjerne østen på Geocities
• Generel info om Ruslands fjerne østen
• Kronologiske kort over Ruslands fjerne østen