Gejrfugl: Forskelle mellem versioner

Gejrfugl
Gejrfugl
Videnskabelig klassifikation
Domæne	Eukaryota
Rige	Animalia (Dyr)
Række	Chordata (Chordater)
Klasse	Aves (Fugle)
Orden	Ciconiiformes; (Storkefugle)
Underorden	Charadrii (Vadefugle)
Infraorden	Charadriides
Parvorden	Charadriida
Overfamilie	Laroidea
Familie	Laridae (Måger)
Underfamilie	Alcinae
Slægt	Pinguinus
Art	P. impennis
Videnskabeligt artsnavn
	Pinguinus impennis; Linnaeus 1758
	Hjælp til læsning af taksobokse

Gennemse historikken interaktivt

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Indhold slettet Indhold tilføjet

VisueltWikitekst

Inline

Versionen fra 12. mar. 2011, 22:47

ikke at forveksle med tidsskriftet "Gejrfuglen" se evt. Danmarks Feltbiologiske Ungdomsforening udgav fra 1965 et medlemsblad, Gejrfuglen.

Gejrfugl (Pinguinus impennis) var en nu uddød stor ikke-flyvende alkefugl. Den var indtil 1700-tallet almindelig på begge sider af Nordatlanten, hvor den ynglede i kolonier på fuglefjelde i Canada, Grønland^[1], Island og Norge. Det sidste ynglepar blev dræbt den 3. juni 1844 på den lille ø Eldey ud for Islands sydvestkyst^[2]^[3].

Gejrfuglens nærmeste slægtning er den meget mindre alk. Udstoppede eksemplarer af gejrfuglen er sjældne. I Danmark findes den kun på Zoologisk Museum i København. Ordet Geir er norrønt, og betyder "Spyd". Navnet Pinguin lever videre hos pingvinerne. Det var Francis Drake som gav de flyvesvage fugle i det Sydlige Ishav dette navn da han så dem ved sydspidsen af Sydamerika i 1578. Navnet gav han dem fordi, han syntes de lignede Nord-Atlantens Penguins, nemlig geirfuglen. Geirfuglens vidensskabelige navn er Pinguinus impennis og impennis betyder "uden vinger".

Beskrivelse

Den sort-hvide store fugl var op til ca. 70 cm høj og den vejede ca. 5 kg. Af udseende lignede den en kæmpemæssig alk. Den lignede også pingvinen, men var ikke i slægt med den. Dens krop var tilpasset til at opholde sig i koldt vand. Det lange spidse næb var velegnet til fiskefangst. På grund af dens tykke fjerdragt, de korte vinger siddende bagest på kroppen og de med svømmehud udstyrede fødder var geirfuglen en god svømmer og dykker.

Forekomst og levevis

I Danmark kendes den kun fra knoglefund fra stenalderens skaldynger. I 1800-tallet levede den i fuglekolonier på egnede steder langs kysten af Norge, Skotland, Shetland, Orkneyøerne, Færøerne, Island, Grønland, Labrador og Newfoundland. De levede af fisk og var hurtige i vandet, men langsomme på land og dermed lette at fange. Ude på havet kunne man finde dem svømmende i store flokke, men forsvandt under overfladen hvis man nærmede sig dem. Den foretrak overvejende at ruge i store kolonier på små utilgængelige klippeøer. Den lagde kun et æg som var 125 mm langt og 70 mm bred. Parret rugede ægget sammen, og kort tid efter klækningen er ungen ude i vandet.

Geirfuglens undergang

Geirfuglen undergang skyldtes den størrelse og dens langsomhed på land, der gjorde den til et let jagtbytte for rovdyr og mennesker. Da geirfuglene forsvandt fra Newfoundland og også var blevet sjældne andre steder, var man efterhånden blevet klar over at fuglen var ved at uddø. Da startede et absurd kapløb mellem de naturhistoriske museer i Europa om at få en udstoppet geirfugl før det var for sent. Store summer blev betalt for æg og en død geirfugl. Jagten på de sidste geirfugle blev intensiveret. Gejrfuglene havde en relativt tryg koloni i nærheden af Keflavík på de utilgængelige øer Geirfuglasker, men da de 1830 sank i havet på grund af vulkansk aktivitet, blev fuglene tvunget til at flytte til den for mennesker lettere tilgængelige ø Eldey, syd for Reykjanes. De sidste geirfugle som blev fanget og dræbt, var et geirfuglpar som blev opdaget på Eldey den 3. juni 1844.

Grønland mistede sine sidste geirfugle omkring 1815. Fra Skotland forvandt den omkring 1813. Den sidste geirfugl på Færøerne blev observeret i 1808 af en fuglefanger på Stóra Dímun. På Færøerne var Geirfuglen i nyere tid kun en invasionsfugl.

På museerne i Nordamerika og Europa er der lagret eller udstillet knogler, ca 80 skind og 33 æg.

Geirfugl
Geirfugl
Geirfugle
Geirfuglens æg

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har flere filer relateret til Gejrfugl

Litteratur

^ Meldgaard, M. (1988) Isarukitsoq - Den stumpvingede. Tidsskriftet Grønland 1988, nr. 1, s. 5-12
^ Petersen, Erik Brinch (2009) Lånte fjer. Skalk 2009, nr. 6, s. 1-8
^ Ellis, Richard (2004). No Turning Back: The Life and Death of Animal Species. New York: Harper Perennial. s. 160. ISBN 0-06-055804-0.

Skabelon:Link FA

[1] Meldgaard, M. (1988) Isarukitsoq - Den stumpvingede. Tidsskriftet Grønland 1988, nr. 1, s. 5-12

[2] Petersen, Erik Brinch (2009) Lånte fjer. Skalk 2009, nr. 6, s. 1-8

[EllisNTB-3] Ellis, Richard (2004). No Turning Back: The Life and Death of Animal Species. New York: Harper Perennial. s. 160. ISBN 0-06-055804-0.

[1]

[2]

[3]

@@ Linje 37: / Linje 37: @@
 Geirfuglen undergang skyldtes den størrelse og dens langsomhed på land, der gjorde den til et let jagtbytte for rovdyr og mennesker.
 Da geirfuglene forsvandt fra [[Newfoundland]] og også var blevet sjældne andre steder, var man efterhånden blevet klar over at fuglen var ved at uddø. Da startede et absurd kapløb mellem de naturhistoriske museer i [[Europa]] om at få en udstoppet geirfugl før det var for sent. Store summer blev betalt for æg og en død geirfugl. [[Jagt]]en på de sidste geirfugle blev intensiveret.
-Gejrfuglene havde en  relativt tryg koloni i nærheden af [[Keflavík]] på den utilgængelige ø ''[[Geirfugleneasker]]'', men da den 1830 sank i havet på grund af vulkansk aktivitet, blev fuglene tvunget til at flytte til den for mennesker lettere tilgængelige ø [[Eldey]], syd for [[Reykjanes]]. De sidste geirfugle som blev fanget og dræbt, var et geirfuglpar som blev opdaget på Eldey den 3. juni 1844.
+Gejrfuglene havde en  relativt tryg koloni i nærheden af [[Keflavík]] på de utilgængelige øer ''[[Geirfuglasker]]'', men da de 1830 sank i havet på grund af vulkansk aktivitet, blev fuglene tvunget til at flytte til den for mennesker lettere tilgængelige ø [[Eldey]], syd for [[Reykjanes]]. De sidste geirfugle som blev fanget og dræbt, var et geirfuglpar som blev opdaget på Eldey den 3. juni 1844.
 [[Grønland]] mistede sine sidste geirfugle omkring 1815. Fra [[Skotland]] forvandt den omkring 1813. Den sidste geirfugl på [[Færøerne]] blev observeret i 1808 af en fuglefanger på [[Stóra Dímun]]. På [[Færøerne]] var Geirfuglen i nyere tid kun en [[invasionsfugl]].