Coco Chanel

Coco Chanel
Chanel i 1928.
Personlig information
Født	Gabrielle Bonheur Chanel 19. august 1883(1883-08-19) Saumur, Frankrig
Død	10. januar 1971 (87 år) Paris, Frankrig
Gravsted	Bois-de-Vaux-kirkegård, Lausanne, Schweiz
Nationalitet	Fransk
Kendt for	sine modekreationer og at have grundlagt Chanel, deraf bl.a. den lille sorte og Chanel Nº 5

Coco Chanel og Hugh Grosvenor, 2. Hertug af Westminster, fotograferet i slutningen af 1920'erne.

Gabrielle Bonheur "Coco" Chanel (19. august 1883 - 10. januar 1971) var en fransk modeskaber og grundlægger af modehuset Chanel. Hun er særligt kendt for parfumen Chanel No 5 og den kjole, der den dag i dag indgår i mange kvinders garderobe: Den lille sorte, en elegant knækort kjole syet i sort stof. I dag er Chanel et internationalt modehus, der sælger både tasker, sko, kjoler, jakkesæt, parfumer og makeup. Coco Chanel var en af de første til at lave lange bukser til kvinder. Det var i 1920'erne, hvor kun mænd gik i lange bukser, og ofte hentede hun inspiration fra herremoden - eksempelvis tweedjakker og matrostøj.^{[kilde mangler]}

Coco Chanels moderne filosofi, mandeinspirerede kreationer og stræben efter enkelhed placerer hende som en af de vigtigste karakterer i det 1900-tallets modehistorie. Hun var den eneste modedesigner, der blev nævnt i "Time 100: The most Important People of the Century" (Århundredets vigtigste personer).

Tidligt liv

Chanel blev født 19. august 1883 i den lille by Saumur i Frankrig. Hun var den anden datter af Albert Chanel og Jeanne Devolle, der ernærede sig som markedshandler og vaskekone. Forældrene giftede sig samme år, som hun blev født.

Hendes fødsel blev deklareret den følgende dag af ansatte på det hospital, hvor hun var født. Da de var analfabeter, blev hendes efternavn stavet forkert, og byens borgmester François Poitou noterede det derfor som "Chasnel". Den ukorrekte stavning vanskeliggjorde sporingen af hendes rødder, efter at hun blev berømt under navnet Chanel.

Chanel havde fem søskende: Søstrene Julia (1882-1913) og Antoinette (født 1887) og brødrene Alphonse (født 1885), Lucien (født 1889) og Augustin (født og død i 1891).

I 1895, da Chanel var 12 år, døde hendes mor af tuberkulose, og hendes far forlod familien. Chanel tilbragte de næste seks år på et børnehjem i det romersk-katolske kloster i Aubazine. Det var her, hun lærte at sy. Skoleferierne tilbragte hun hos slægtninge i provinshovedstaden, hvor de kvindelige slægtninge lærte Coco at sy med flere blomster, end nonnerne på klosteret kunne demonstrere.

Da Coco fyldte 18 år, forlod den ambitiøse unge pige børnehjemmet og tog til byen Moulins for at blive kabaretsangerinde. I denne tid optrådte Chanel og hendes søster i klubber i Vichy og Moulins. Det var her, hun fik tilnavnet "Coco". Navnet optrådte muligvis i en af de sange, hun ofte sang. Selv har hun ifølge en artikel i "The Atlantic" sagt, at Coco var "en forkortet version af cocotte, et fransk udtryk for holdt kvinde".

Personlige liv og moden

Selvom hun ikke fik fast arbejde som sangerinde, var det i Moulins, hun mødte den rige, unge stofarving Étienne Balsan. Han blev hendes elsker, mens hun arbejdede i en skrædderbutik. Balsan gav hende skønheden ved det rige liv: Diamanter, kjoler og perler.

I Frankrig var elskerinder i århundreder en accepteret del af livet blandt de velhavende, selvom de blev klandret i det private for at være overklasseprostituerede.

Mens hun boede sammen med Balsan, begyndte Chanel at designe hatte som en hobby, hvilket blev en af hendes store interesser. "Efter at han havde åbnet hendes øjne," som hun sagde, forlod Coco Balsan, og hun overtog hans lejlighed i Paris.

I 1909 mødte Chanel en af Balsans venner, Kaptajn Arthur Edwars "Boy" Capel, som hun indledte en affære med. Capel finansierede Chanels første butik og hendes egen tøjlinje. Capels jersey-blazere inspirerede hendes kreationer. Parret brugte tid sammen i den fashionable badeby Deauville, men han var aldrig Chanel tro. Deres forhold varede ni år, og selv efter at Capel i 1918 havde giftet sig med en engelsk aristokratisk skønhed, brød han aldrig helt med Chanel. Hans død i en bilulykke i slutningen af 1919 var den mest ødelæggende begivenhed i Chanels liv. På stedet for ulykken satte Chanel en mindesten, som hun blev ved med at besøge og lægge blomster ved.

Chanel blev hattemager i 1910 og åbnede butikken Chanel Modes på 21 rue Cambon i Paris. Hendes store gennembrud som designer kom i 1912, da teaterskuespillerinden Gabrielle Dorizat brugte en af hendes hatte i Fernand Nozières skuespil "Bel Ami". Efterfølgende var Dorizat model for Chanels hatte i Les Modes.

I 1913 etablerede Chanel en butik i Deauville, hvor hun introducerede luksuriøst, men casual tøj til fritid og sport. Chanels karriere som modeskaber tog for alvor fart, da hun åbnede sin næste butik, kaldet Chanel-Biarritz i 1915, som servicerede det velhavende spanske klientel, som, uberørt af verdenskrigen, ferierede i den fashionable sydvestfranske badeby Biarritz. I lighed med i Deauville skabte Chanel løst, behageligt tøj, lavet i jersey, et materiale, der typisk på den tid blev brugt til mandeundertøj. I 1919 var Chanel kendt som designer og etablerede sit parisiske modehus på 31 rue Cambon.

Senere i livet opdigtede hun en falsk historie om sin ydmyge start på livet. Chanel fastholdt stædigt, at da hendes mor døde, sejlede hendes far til Amerika for at blive rig, mens hun blev sendt til to koldhjertede tanter. Hun hævdede, at hun var født i 1893 og ikke i 1883, og at hendes mor døde, da Coco var to i stedet for tolv.

I 1920, blev hun af balletimpresarioen Sergei Diaghilev introduceret til den verdensberømte komponist Igor Stravinsky (som skrev "Le sacre du printemps"). Hun tilbød, at han og hans familie kunne bo hos hende. Under dette ophold sagde rygtet, at Chanel og Stravinsky havde en affære.

Coco havde forhold til nogle af de mest indflydelsesrige mænd i sin tid, men blev aldrig gift, givetvis fordi hun standsmæssigt ikke levede op til forventningerne i de adelige eller blot styrtende rige familier. En ofte genfortalt historie går på, at hun til hertugen af Westminister, da han angiveligt spurgte hende, hvorfor hun ikke giftede sig, skulle have svaret:

"Der har været mange hertuginder af Westminister. Men der findes kun én Chanel". Chanel afviste selv, at hun nogensinde skulle have sagt noget sådant.

Senere år

Flakon med parfumen Chanel No 5.

I 1925 blev Vera Bate Lombardi, den uægte datter af Marquess af Cambridge, Chanels muse. Lombardis havde kontakter til og åbnede døren for Chanel til flere af Europas royale familier. Chanel etablerede det engelske look med baggrund i Lombardis personlige stil. Lombardi introducerede Chanel til sin onkel, hertugen af Westminister, hendes fætter, hertugen af Windsor, og andre i den aristokratiske familie.

I begyndelsen af Anden Verdenskrig, omkring 1939, lukkede Chanel sine butikker. Hun mente, at det ikke var tid til mode. Hun levede på Hôtel Ritz i Paris "on and off" i mere end 30 år. Hotellet var således hendes parisiske hjem under den tyske besættelse. I den tid blev hun kritiseret for at have en affære med Hans Günther von Dincklage, en tysk officier og nazispion, som arrangerede, at hun kunne blive på hotellet. Hun beholdt også en lejlighed over sit couture-hus på 31 rue Cambon og byggede Villa La Pausa i Roquebrune på den franske Riviera.

I 1943 efter fire års professionel separation kontaktede Chanel Lombardi, som da levede i Rom. Hun inviterede hende til Paris for at genoptage deres samarbejde. Det var rent faktisk et cover for "Operation Modellhut", et forsøg af nazi-spionen Walter Schellenberg på at etablere en hemmelig kontakt med Lombardis slægtning Winston Churchill. Da Lombardi afviste, blev hun arresteret som engelsk spion af Gestapo. Chanel var senere sigtet som samarbejdspartner, men undgik retssag på grund af intervention fra den britiske kongefamilie.

Chanel var tæt ven med Walter Schellenberg, så meget, at da han døde af kræft i Turin, betalte Chanel for hans begravelse, da han var meget fattig.

Nogle mener, at Chanel havde tæt kontakt med en anden nazist, Walter Kutschmann, der var ansvarlig for mordene på tusindvis af polske jøder. I 1943 blev han forflyttet til Frankrig, hvor han fungerede som Chanels parisiske SS-kontakt. Kutschmann tog ofte Chanel med på ture til Spanien, og store pengesummer passerede imellem dem. I 1945 flyttede Chanel til Schweiz, hvorfor hun først vendte tilbage til Paris i 1954 for at genoptage sit arbejde inden for modeverdenen. Hendes nye kollektion havde ikke så meget succes hos pariserne, da hendes venskab med nazisterne ikke var glemt. Anderledes positiv var modtagelsen hos briterne og amerikanerne, der nu blev hendes trofaste købere.

Film om Coco Chanel

• "Chanel Solitaire" (1981). Instrueret af George Kaczender. Blandt de medvirkende er Marie-France Pisier, Timothy Dalton og Rutger Hauer.
• "Coco Chanel" (2008). Amerikansk tv-film. Lifetime Television. Shirley MacLaine spillede den 70-årige Chanel. Christian Duguay instruerede. Barbora Bobulova sås som den unge Chanel. Oliver Sitruk havde rollen som Boy Capel. Også Malcolm McDowell medvirkede. Filmen kunne ses som en omskrivning af Chanel-firmaets historie, da den portrætterede Cocos affærer som kærlighedshistorier og undlod at berøre hendes samarbejde med nazisterne og hendes brug af forbindelser til det britiske kongehus til at undgå en retssag efter krigen. Filmen undlod også at sammenligne Coco med Mata Hari (en kendt spion fra Første Verdenskrig, som også var danser og elskerinde hos de rige). Selvom en sådan sammenligning til Mata Hari kan ses positivt i dag, da Gestapo sagde, at hun arbejdede for briterne.
• "Coco før Chanel" (2009). Med den franske skuespillerinde Audrey Tautou som den unge Coco.
• "Coco Chanel & Igor Stravinsky" (2009). Med Anna Mouglalis og danske Mads Mikkelsen i hovedrollerne. Filmen er baseret på en roman af Chris Greenhalgh.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Coco Chanel