Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet (uofficielt også EU-parlamentet, forkortet EP) er EU's folkevalgte parlament. Det kaldtes i årene 1971-1993 også EF-parlamentet. Europa-Parlamentet træder sammen i både Bruxelles og Strasbourg. Medlemmerne vælges for fem år ad gangen af befolkningerne i de 27 EU-lande. Parlamentet har 720 medlemmer, heraf 15 danske.

Portal:Den Europæiske Union

Europa-Parlamentet
Type
Type	Tokammersystem
Huse	Europa-Parlamentet Rådet for Den Europæiske Union
Historie
Grundlagt	10. september 1952 (1952-09-10)
Ledelse
Formand	Roberta Metsola, EPP siden 18. januar 2022
1. næstformand	Othmar Karas, EPP siden 18. januar 2022
Generalsekretær	Klaus Welle siden 15. marts 2009
Struktur
Pladser	720
Politiske grupper	8      EPP (187)      S&D (146)      RE (98)      ID (76)      G–EFA (68)      ECR (62)      GUE/NGL (39)      NI (29)
Valg
Sidste valg	2024
Motto
In varietate concordia
Mødested
Strasbourg, FrankrigFrankrig
Mødested
Bruxelles, Belgien Belgien
Hjemmeside
www.europarl.europa.eu

Sammen med Rådet for Den Europæiske Union (Rådet) danner EU-parlamentet den lovgivende magt i EU. Europa-Parlamentet og Rådet udgør det højeste lovgivende organ i EU.

Der har været afholdt direkte valg hvert femte år siden 1979. Selv om Europa-Parlamentet har den lovgivende magt, har det ikke lovgivningsinitiativet, som de fleste statslige parlamenter i EU har.

Sammensætning

Hvert land vælger et antal parlamentsmedlemmer, således at intet land fra valget i 2014 har færre end 6 medlemmer eller flere end 96 medlemmer. Hvert land vælger selv sine valgregler, idet der dog er nogle overordnede principper, som skal overholdes – der skal således benyttes en form for forholdstalsvalg.

Europa-Parlamentsvalg 2019
Gruppe		Beskrivelse	Formand	MEPere
	EPP	Kristendemokrater/Konservative	Manfred Weber	187
	S&D	Socialdemokrater og socialister	Iratxe García Pérez	147
	ECR	Konservative/Euroskeptikere	Ryszard Legutko Raffaele Fitto	61
	Renew Europe	Liberale og demokrater	Dacian Cioloș	98
	GUE/NGL	Forenede Europæiske Venstrefløj/Nordisk Grønne Venstre	Martin Schirdewan Manon Aubry	39
	G–EFA	Grønne og regionalister	Ska Keller Philippe Lamberts	67
	ID	Euroskeptikere/Højreorienterede	Marco Zanni	76
	NI	Uafhængige	ingen	29	Total: 705

Mandater i Europaparlamentet 2019-2024 efter nationalitet (total 705)

Tyskland 96 (13.62%) Frankrig 79 (11.21%) Italien 76 (10.78%) Spanien 59 (8.37%) Polen 52 (7.38%) Rumænien 33 (4.68%) Holland 29 (4.11%) Belgien 21 (2.98%) Tjekkiet 21 (2.98%) Grækenland 21 (2.98%) Ungarn 21 (2.98%) Portugal 21 (2.98%) Sverige 21 (2.98%) Østrig 19 (2.70%) Bulgarien 17 (2.41%) Danmark 14 (1.99%) Finland 14 (1.99%) Slovakiet 14 (1.99%) Irland 13 (1.84%) Kroatien 12 (1.70%) Litauen 11 (1.56%) Letland 8 (1.13%) Slovenien 8 (1.13%) Estland 7 (0.99%) Cypern 6 (0.85%) Luxembourg 6 (0.85%) Malta 6 (0.85%)

Medlemmer

Danske medlemmer

Uddybende artikler: Europa-Parlamentsvalg 2004, Europa-Parlamentsvalg 2009, Europa-Parlamentsvalget 2014 i Danmark og Europa-Parlamentsvalget 2019 i Danmark

Margrete Auken, 2014. Medlem siden 2004 for Danmark.

Danmark havde indtil 1999 16 medlemmer af Europa-Parlamentet. Derefter blev antallet reduceret på grund af EU's udvidelse. Fra 1999-2009 havde Danmark 14 medlemmer. Efter valget den 7. juni 2009 havde Danmark 13 medlemmer af Parlamentet, hvilket blev forøget til 14 danske mandater efter Brexit med effekt fra 1. januar 2020.

Ved Europa-Parlamentsvalget den 26. maj 2019 blev følgende danske medlemmer valgt:

Parti	Indgår i	Medlemmer
Socialdemokratiet	S&D	Christel Schaldemose Niels Fuglsang Marianne Vind afløser Jeppe Kofod
Radikale Venstre	RE, det tidligere ALDE	Morten Helveg Petersen
Det Konservative Folkeparti	EPP	Pernille Weiss
Socialistisk Folkeparti	G-EFA	Margrete Auken Kira Marie Peter-Hansen
Dansk Folkeparti	ID	Peter Kofod
Venstre	RE, det tidligere ALDE	Morten Løkkegaard Asger Christensen Erik Poulsen
Moderaterne	RE	Bergur Løkke Rasmussen
Enhedslisten	GUE/NGL	Nikolaj Villumsen
Løsgænger	RE	Karen Melchior

Tidligere danske medlemmer af Europa-Parlamentet

Blandt tidligere medlemmer af parlamentet har været flere af Danmarks Statsministre. Helle Thorning-Schmidt var medlem en enkelt periode fra 1999 til 2004. Poul Schlüter blev valgt ind i 1994, mens Poul Nyrup Rasmussen blev valgt ind med rekordmange stemmer i 2004. Andre fremtrædende danske politikere, som tidligere har været medlemmer af Europa-Parlamentet, er for eksempel Bertel Haarder og Lone Dybkjær.

• 1973-1979
• 1979-1984
• 1984-1989
• 1989-1994
• 1994-1999
• 1999-2004
• 2004-2009
• 2009-2014
• 2014-2019
• 2019-2024

Partigrupper

I Parlamentet sidder medlemmerne ikke efter nationalitet, men i politiske grupper. Partigrupperne har tidligere bestået af mindst 20 medlemmer fra mindst seks medlemslande. Efter valget i 2009 ændredes kravet imidlertid til mindst 25 parlamentarikere, der repræsenterer mindst syv medlemslande. Efterfølgende er dette ændret til 23. Medlemmer af Europaparlamentet, der ikke er medlem af en gruppe, kaldes løsgængere.

Ændringen blev gennemført af de to store partigrupper EPP (konservative) og PES (socialdemokrater). Den vil gøre det vanskeligt for de EU-kritiske grupper IND/DEM og UEN at fortsætte efter valget. Ændringen blev stemt igennem Parlamentet på trods af et flertal imod ændringen i udvalget. Forslaget fra den britiske socialist Richard Corbett gik oprindeligt ud på at hæve kravet til 30 medlemmer, men et ændringsforslag fra Hanne Dahl sænkede kravet til 25 medlemmer.

Per februar 2022 er der syv partigrupper, som består af partier fra flere lande:

     EPP er den konservative og kristendemokratiske gruppe i EU-Parlamentet bestående af Europæisk Folkeparti (European People's Party, EPP). I Danmark er Det Konservative Folkeparti medlem af det Europæiske Folkeparti og dermed også medlem i EPP-gruppen i EU-Parlamentet. (177 medlemmer)

     S&D er den socialdemokratiske og socialistiske gruppe i EU-Parlamentet. PSE står for De Europæiske Socialdemokrater (Party of European Socialists). I Danmark er Socialdemokraterne medlem af PSE og PSE-gruppen i EU-Parlamentet. (145 medlemmer)

     RE (Renew Europe Group) er den liberale gruppe i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partier Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa (Alliance of Liberal and Democrats for Europe, ALDE) og Europæisk Demokratisk Parti (European Democratic Party, EDP). RE er den tidligere ALDE-gruppe. Gruppen skiftede navnet efter at have indgået et samarbejde med det franske parti La République En Marche!. I Danmark er partierne Radikale Venstre og Venstre medlemmer af ALDE og dermed også medlemmer i RE-gruppen i parlamentet. (101 medlemmer)

     Grønne-EFA er den grønne gruppe i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partier De Europæiske Grønne (European Greens) og Europæisk Fri Alliance (Europeans European Free Alliance, EFA). De Europæiske Grønne er en sammenslutning af grønne partier, mens EFA er en sammenslutning af europæiske mindretalspartier. Fra Danmark sidder Socialistisk Folkeparti i Den Grønne Gruppe. (73 medlemmer)

     ECR (European Conservatives and Reformists) (ECR). Består primært af medlemmer fra det britiske konservative parti, dog med nogle fra den nu ikke-eksisterende UEN-gruppe. ECR er konservative og kritiske overfor EU og vil begrænse indflydelsen på staternes suverænitet. Dansk Folkeparti har tidligere været repræsenteret i gruppen (64 medlemmer)

     GUE/NGL (Forenede Europæiske Venstrefløj/Nordisk Grønne Venstre) er venstregruppen i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partier Europæisk Venstre (European Left) og Nordisk Grønne Venstre Alliance (Nordic Green Left Alliance). I Danmark er Enhedslisten er medlem af GUE/NGL-gruppen. (39 medlemmer)

     ID (Gruppen Identitet og Demokrati) er den højreorienterede EU-kritiske gruppe i EU-Parlamentet. I Danmark er Dansk Folkeparti medlem af gruppen. (67 medlemmer)

     Uden for grupperne (39 medlemmer)

Lovgivning og beføjelser

Europa-Parlamentet vedtager og ændrer lovgivning der foreslås af Europa-Kommissionen. Parlamentet har lige beføjelser med Rådet for Den Europæiske Union (også kaldt Rådet eller Ministerrådet) under behandlingen af de lovforslag som Europa-Kommissionen foreslår.

Ud over lovgivning giver Parlamentet sin holdning til kende gennem initiativbetænkninger og beslutninger.

Parlamentets beføjelser er afhængig af, hvilket politikområde der er tale om. Således har Parlamentet mere indflydelse på EU-budgettet end på landbrugspolitikken, selv om de to hænger uløseligt sammen.

Budget og regnskab

Parlamentet skal godkende det kommende års budget, ligesom det også skal give decharge (ansvarsfrihed) til tidligere års budgetter.

I 1999 tvang Parlamentet Kommissionen, ledet af Jacques Santer, til at gå af, fordi nogle kommissionsmedlemmer blev beskyldt for at fuske med pengene. Nogle af kommissærerne fortsatte dog indtil Romano Prodi udpegede en ny kommission året efter.

Den 22. april 2009 udsatte Parlamentet godkendelsen af Rådets regnskab for 2007 og forlangte nærmere oplysninger om en række mørklagte tal.

Landbrug

Efter Lissabontraktaten er trådt i kraft, har Parlamentet lige beføjelser med Rådet inden for landbrugspolitikken.

Miljø

Under den fælles beslutningsprocedure (ændres til den almindelige beslutningsprocedure ved Lissabontraktatens eventuelle ikrafttrædelse) deler Europa-Parlamentet lige beføjelser med Rådet inden for miljøpolitik.

I forbindelse med forhandlingerne af klimapakken i december 2008 førte Parlamentet således forhandlinger med Rådet indtil få dage før afstemningen i Strasbourg.

Formandskab

Formanden for Europa-Parlamentet vælges for en periode på 2½ år. Efter valget i 2009 overtog polakken Jerzy Buzek denne post efter Hans-Gert Pöttering. Generalsekretæren er den øverste embedsmand i Parlamentet. I 2008-2009 var det danskeren Harald Rømer, og siden tyskeren Klaus Welle.

Præsidiet er i henhold til forretningsordenen Europa-Parlamentets ledelsesorgan. Det opstiller det foreløbige forslag til Europa-Parlamentets budgetoverslag og træffer afgørelse om administrative, personalemæssige og organisatoriske spørgsmål.

Formandskonferencen tilrettelægger arbejdet i Europa-Parlamentet og de politiske organer og høres om alle spørgsmål, der vedrører planlægningen af lovgivningsarbejdet og forbindelserne til de andre EU-organer og -institutioner.

Kvæstorerne

Kvæstorerne varetager administrative og finansielle opgaver, som direkte vedrører medlemmerne og deres arbejdsbetingelser.

Udvalg

Parlamentets udvalg forbereder arbejdet til plenarforsamlingerne. De udarbejder betænkninger om forslag til lovgivning, som Parlamentet medvirker til at udforme, eller som det skal høres om, og desuden om initiativbetænkninger.

Udvalgsformandskonferencen varetager forbindelser og samarbejde mellem de forskellige parlamentariske udvalg.

Parlamentariske delegationer

Parlamentsmedlemmerne indgår i en række delegationer, der kommunikerer med og besøger parlamenter i resten af verden.

Delegationsformandskonferencen behandler spørgsmål vedrørende arbejdet i de interparlamentariske delegationer og delegationerne til de blandede parlamentariske udvalg.

Historie

Europa-Parlamentet 1985

Forløberen for Parlamentet, EKSF-forsamlingen, mødtes første gang i Strasbourg i 1952. I 1962 skiftede den navn til Europa-Parlamentet. Parlamentet var oprindelig en forsamling der blev valgt af medlemslandenes parlamenter. I 1979 fandt de første direkte valg sted, hvilket er sket hvert femte år siden da.

Begivenheder

Dato	Begivenhed
10. september 1952	EKSF-forsamlingen med 78 medlemmer holder sit første møde
1. januar 1958	Rom-traktaten træder i kraft, og forsamlingen øges til 142 medlemmer
30. marts 1962	Forsamlingen skifter navn til Europa-Parlamentet
22. april 1970	Traktatændringer giver Parlamentet visse budgetmæssige beføjelser
16. januar 1973	Efter UK, Irland og Danmarks tiltræden udvides Parlamentet til 198 medlemmer
22. juli 1975	Traktatændringer giver Parlamentet flere budgetbeføjelser
20. september 1976	Rådet vedtager at Parlamentets valg skal være direkte
7.-10. juni 1979	Ved første direkte valg til Europa-Parlamentet vælges 410 medlemmer
13. december 1979	Parlamentet forkaster budgettet for første gang
1. juni 1981	Efter Grækenlands tiltræden udvides Parlamentet til 434 medlemmer
14. februar 1984	Parlamentet vedtager Spinnellis udkast til en traktat for den Europæiske Union
1. januar 1986	Efter Spanien og Portugals tiltræden udvides Parlamentet til 518 medlemmer
1. juli 1987	Den Europæiske Fælles Akt (EF-pakken) træder ikraft og giver Parlamentet mere magt
1. november 1993	Maastricht-traktaten træder i kraft og giver Parlamentet mere magt
Juli 1994	Efter Tysklands genforening udvides Parlamentet til 567 medlemmer
1. januar 1995	Efter Østrig, Finland og Sveriges tiltræden udvides Parlamentet til 626 medlemmer
15. marts 1999	Parlamentet truer med mistillidsvotum, og Kommissionen træder tilbage
1. maj 1999	Amsterdam-traktaten træder i kraft og udvider Parlamentets beføjelser. Rådet og Parlamentet fungerer nu som to kamre på lige fod på de fleste områder.
1. februar 2003	Nice-traktaten træder i kraft, og Parlamentet tildeles visse mindre beføjelser.
1. Maj 2004	Parlamentet vokser til 732 medlemmer pga. EU-udvidelsen, og de gamle landes medlemstal beskæres som bestemt i Nice-traktaten.
1. Januar 2007	Efter Rumænien og Bulgariens tiltræden udvides Parlamentet til 785 medlemmer.
Valget i 2009	Parlamentet består af 754 medlemmer
1. Juli 2013	Kroatien optages og der vil være 766 medlemmer
Efter valget i 2014	Europa- Parlamentet vil bestå af 751 medlemmer (750 + 1 præsident)
Efter Brexit 2020	Europa-Parlamentet består af 705 medlemmer (704+1 præsident)

Mødesteder

Parlamentets mødesal i Bruxelles.

Europa-Parlamentet har to mødesteder. Hovedsædet er i Strasbourg, men der er en afdeling i Bruxelles med omtrent de samme faciliteter, herunder en plenarsal. Det meste af administrationen, bl.a. oversættelsesafdelingen, ligger i Luxembourg. Politikerne mødes kun i Strasbourg og Bruxelles. Det daglige arbejde med gruppemøder og udvalgsmøder foregår i Bruxelles. Tolv gange om året er der plenarsamling i Strasbourg, hvor der skal stemmes om de foreslåede lovtekster.

Derfor må folkevalgte, assistenter, journalister, medarbejdere m.fl. rejse fire dage til Strasbourg hver måned.

De to mødesteder har historiske årsager. Da EKSF-forsamlingen mødtes første gang, skete det i Europarådets mødesal i Strasbourg. Sekretariatet lå i Luxembourg, hvor Rådet og Kommissionen dengang havde hjemme. I 1958 flyttede Rådet og Kommissionen til Bruxelles, hvor Parlamentets udvalg også begyndte at holde møder. Plenarmøderne blev fortsat afholdt i Strasbourg.

Fra 1967 til 1979 holdt Parlamentet på eget initiativ flere plenarmøder i Luxembourg. Efter de direkte valg fra 1979 var kun mødesalen i Strasbourg stor nok.

I Luxembourg byggede man en mødesal, men da den stod færdig opstod der modstand, fordi man havde vænnet sig til de bedre forhold i Strasbourg, hvor man fortsat delte den store mødesal med Europarådet.

I tiden herefter ønskede Parlamentet at gennemføre en ændring til ét mødested, men Luxembourg og Frankrig skiftedes til at lægge sag an mod Parlamentet. Frankrig kunne ikke forhindre Parlamentet i at holde ekstra plenarsamlinger i Bruxelles, men det er bestemt ved dom, at der skal finde 12 plenarsamlinger sted i Strasbourg hvert år.

Europa-Parlamentet har således ikke selv beføjelse til at træffe afgørelse om at stoppe mødeaktiviteten i Strasbourg. Det er stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd, der skal træffe den beslutning.

Der er en del kritik af ordningen, der ofte kaldes "rejsecirkus" eller "flyttecirkus". Der argumenteres for, at ét hjemsted ville spare omkostninger omkring 1.4 mia. kr. om året, energi og CO2-udledning ved flytningerne omkring 19.000 ton. Den svenske Europa-Parlamentariker Cecilia Malmstrøm indledte i maj 2006 en kampagne for at gøre Bruxelles til det eneste mødested, og i midten af september 2006 havde flere end en million EU-borgere skrevet under på kravet.

PR- og informationsarbejde

Europa-Parlamentet har et informationskontor i København. Det ligger i Gothersgade i Europa-Huset.

Priser

Parlamentet uddeler Sakharov-prisen, den Europæiske Borgerpris og Karl den Store-Ungdomsprisen (Charlemagne Youth Prize).

Europa-Parlamentets Journalistpris er blevet uddelt siden 2008. Den første pris gik til TV2-programmet Kampen om kemikalierne, som handlede om lobbyisters påvirkning af EU-politikernes arbejde med kemikalielovgivningen REACH. I 2009 gik prisen til Berlingske Tidende for en artikelserie der kritiserede Udlændingeservices vejledning af borgerne efter Metock-dommen.

Valgkampagne

Parlamentet brugte 18 millioner euro på en kampagne forud for Europa-Parlamentsvalget 2009. Den udførtes af det tyske reklamebureau Scholz & Friends og omfattede blandt andet videokabiner (Choice Boxes) opstillet rundt omkring i europæiske byer, hvor borgerne kunne sende en besked til politikerne i Bruxelles, indslag på MySpace, Facebook, Flickr og EUtube. Kampagnen var indrettet med budskaber der var tilpasset politiske emner i de enkelte lande, således for eksempel grænse- og indvandringsemnet i Sydeuropa, men computere og sutteflasker på plakater i de skandinaviske lande. Ifølge PR-bureauets direktør Lutz Meyer har Europa-Parlamentet et stærkt varemærke, der genkendes af 85 % af befolkningen, mod f.eks. Armani, der kun genkendes af 67 %.

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Europa-Parlamentet

• Europa-Parlamentet Arkiveret 13. juni 2004 hos Wayback Machine Informationskontoret i Danmark
• Europa-Parlamentet Arkiveret 26. september 2012 hos Wayback Machine
• Parlamentets syv politiske grupper Arkiveret 20. marts 2020 hos Wayback Machine
• Europa-Parlamentet Arkiveret 20. marts 2020 hos Wayback Machine

Denne artikel er mærket geografiske koordinater mangler og der er defineret et hovedkvarter Pt. kan skabelonen, som sættes denne besked, ikke håndtere geografiske koordinater på et hovedkvarter. Men der arbejdes på sagen. Du kan hjælpe ved at indsætte koordinater i wikidata.