Bonifatius

tysk diplomat og præst

Bonifatius (ofte fejlagtigt Bonifacius, født Winfrid eller Wynfrith, født i 680 i Crediton i Wessex, nu i Devon,[2] England, 5 juni 754 i Dokkum ved Leeuwarden i Frisland) blev født ind i en fornem angelsaksisk familie i Wessex. Han fik først sit kirkelige navn Bonifatius (= Velgører) i 719 af pave Gregor 2. Han bliver siden reformationen af den katolske kirke kaldt Apostel der Deutschen (= Tyskernes apostel, Tysklands apostel).

Bonifatius
Personlig information
Kæle/øgenavnApostle of Germany Rediger på Wikidata
Født675 Rediger på Wikidata
Crediton, Storbritannien Rediger på Wikidata
Død5. juni 754 Rediger på Wikidata
Dokkum, Holland Rediger på Wikidata
GravstedFulda Domkirke Rediger på Wikidata
BopælCrediton Rediger på Wikidata
SøskendeWuna af Wessex Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Elev afWynbert af Nursling Rediger på Wikidata
BeskæftigelseDiplomat, missionær, katolsk præst, katolsk biskop Rediger på Wikidata
Deltog iConcilium Germanicum[1] Rediger på Wikidata
ArbejdsstedMainz Rediger på Wikidata
EleverSturmius Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Liv og gerning

redigér
 
Bonifatius død.

Wynfrith blev munk og levede i klostrene Adescancastre (nær Exeter) og Nhutcelle (Nursling), hvor hans store evner som lærer og diplomat blev taget i brug. Han ville dog være missionær, og efter et forgæves forsøg på at forkynde evangeliet i Frisland (716), rejste han i 718 til Rom, hvorfra pave Gregor 2. udsendte ham som missionær til Tyskland. Han virkede i Thüringen, Frisland og Hessen. I 722 var han atter i Rom og blev bispeviet.

Hjemkommen genoptog han sin missionsgerning med kraft. De gamle gudehov blev omdannet til kirker, klostre grundlagt, bispedømmer oprettet, og de keltiske missionærer blev fortrængt; også til Bayern udstrakte han sin virksomhed. Han havde fokus på at tilbagevise irsk kristendom, som Columba havde forkyndt den.[3] I 732 udnævnte pave Gregor 3. Bonifatius til ærkebiskop og sendte ham palliet. I 738 var han igen i Rom og blev udnævnt til pavelig legat i Tyskland. Nu oprettede han bispedømmer i Passau, Regensburg, Salzburg, Freising, Würzburg og Erfurt.

Da Bonifatius' opgave nok så meget bestod i at romanisere kirken i Tyskland som i at udbrede kristendommen, stillede Karl Martell sig køligt til ham, men Karloman sluttede sig til ham, og på den første germanske nationalsynode i 742 godkendtes Bonifatius' tanker, og han selv som ærkebiskop og pavelig legat med sæde i Mainz. I 752 salvede Bonifatius Pipin den Lille til frankernes konge, i 753 drog han til Vestfrisland som missionær, og den 5. juni 754 led han martyrdøden i Dokkum. Han ligger begravet i Fulda, og årligt holder nu de romerske bisper i Tyskland møde ved hans grav, der har grundet det romerske episkopat i Tyskland.

Betydning

redigér

Det lykkedes ganske vist ikke Bonifatius helt at gennemføre en strukturforvandling til et kirkehierarki fri for adelsinteresser; til det manglede han tilstrækkelig støtte hos de verdslige herskere; men han var den, der med den nye definition af Rom som midtpunkt for den kirkelige organisation i Europa, lagde en vigtig grundsten for tilblivelsen af det kristne Vesten. Bonifatius vidste at overbevise Karl Martell og stammelederne om kristendommens fortrin – især den politiske og kulturelle samlingskraft (tysk Einigungskraft).[4]

 
Statue af Bonifatius foran domkirken i Mainz

Referencer

redigér
  1. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ "BONIFACE of Crediton". Arkiveret fra originalen 29. december 2011. Hentet 27. februar 2012.
  3. ^ Mark Vernon: Chambers dictionary of beliefs and religions, London 2009, ISBN 978-0-550-10344-4
  4. ^ Dette stykke om Bonifatius' betydning er fra et afsnit i den tyske artikel.

Litteratur anvendt af Moltesen i Salomonsen

redigér
  • A. Hauck: Kirchengeschichte Deutschlands, I, Leipzig 1887, s. 410-529
  • Schmürer: Die Bekehrung der Deutschen zum Christenthum. Mit 59 Abbildungen, Mainz 1909
  • Die Briefe des heiligen Bonifatius, udg. af M. Tang, Leipzig 1912.

Eksterne henvisninger

redigér


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.