Caspar Wessel
Caspar Wessel (født 8. juni 1745, død 25. marts 1818) var en norsk-dansk matematiker.
Wessel blev født i Vestby i Akershus i Norge. Efter afsluttede gymnasiestudier flyttede han i 1763 til Danmark for at fortsætte sit studium (Norge havde i sin tid ikke eget universitet.) Han blev cand.jur i 1778. Fra 1794 arbejdede han som landmåler og blev i 1798 kongelig inspektør for landmåling.
Den matematiske del af landmålingen førte ham til at udforske en geometrisk tolkning af de komplekse tal, og han skrev en grundlæggende afhandling: Om directionens analytiske betegning, som blev publiceret i 1799 af Videnskabernes Selskab. Da den var skrevet på dansk, forblev resultaterne relativt ukendte, og Jean Robert Argand og Carl Friedrich Gauss kom senere, uafhængigt af Wessel, frem til de samme metoder. I dag regnes Wessel imidlertid som ophavsmand til idéen om at repræsentere komplekse tal som punkter i den komplekse plan; et koordinatsystem med en reel akse og en imaginær akse. Hans publikation blev genudgivet på fransk i 1899 og på engelsk med titlen On the analytic representation of direction i 1999.
Caspars ældre bror var forfatteren Johan Herman Wessel.