Karl Martell: Forskelle mellem versioner

Chilperik og Ragenfrid førte sammen en hær ind i Austrasien i [[716]]. Neustrierne allierede sig med en anden invasionsstyrke under [[Frisere|frisernes]] [[Det frisiske kongerige|konge]] [[Radbod|Radboud]] og mødte Karl i et [[Slaget ved Köln|slag nær Köln]], der stadig blev holdt af Plektrude. Karl havde ikke megen tid til at samle sine mænd eller forberede sig, og resultatet blev et nederlag, det eneste i hele hans liv. Chilperik og Ragenfrid sejrede, og Karl flygtede til bjergene i [[Eifel]]. Han flygtede fra slagmarken, så snart han indså, at han hverken havde tid eller mænd nok til at forberede slaget og dermed ingen chance for at vinde. Kongen og hans rigshovmester vendte sig herefter mod deres rivaler i Köln, som de belejrede og indtog. Chilperik og Ragenfrid modtog byens anerkendelse som konge og rigshovmester, og Plektrude overgav sig på vegne af Teodobald.

På dette tidspunktet vendte begivenhederne sig til Karls fordel. Han gjorde de nødvendige forberedelser og angreb den triumferende hær nær [[MalmédyMalmedy]], da den vendte tilbage til sin egen provins. I [[slaget ved Ambléve]] blev den tidligere sejrrige hær omringet og måtte trække sig tilbage. Herefter var Karl praktisk talt ubesejret til sin død. Det skal bemærkes, at efter at han havde sejret, lod han sin nevø og dennes bedstemor leve og behandlede dem med venlighed. Dette til trods for, at nevøen var blevet udråbt til arving i Karls sted, og at stedmoderen havde fængslet ham. At vise nåde mod tidligere rivaler var en stor sjældenhed i middelalderen.

I foråret [[717]] vendte Karl tilbage til Neustrien med en hær og fastslog sin overlegenhed med en sejr ved [[Vincy]] nær [[Cambrai]]. Han forfulgte kongen og rigshovmesteren, da de trak sig tilbage til [[Paris]], før han vendte tilbage for at tage sig af Plektrude og Köln. Han indtog byen og spredte hendes tilhængere. Efter den succes udråbte han [[Klotar IV]] til konge i Austrasien i opposition til Chilperik og afsatte [[ærkebiskop]]pen af Reims|ærkebiskopen af [[Reims]], [[Rigobert]], og erstattede ham med [[Milo, ærkebiskop af Reims|Milo]].

Efter at have underlagt sig hele Austrasien, marcherede han mod RadbodRadboud, som han trængte tilbage til Friesland[[Frisland]]. Han fremtvang til og med afståelsen af [[Vest-Frisien]] (det senere [[Nederland]]). Han sendte også [[sakserne]] tilbage over [[Weser]] og sikrede dermed sine rigers grænser, selvsagt i kongens navn.

Men Karl havde absolut magt, mere end nogen anden tidligere rigshovmester, selv om han ikke brød sig om titler. Det gjorde derimod hans søn, som til slutsidst spurgte [[pave]]n «"hvem bør være konge, han som har titlen, eller han som har magten?»" Paven, som var meget afhængig af frankiske hære for at beholde sin uafhængighed fra [[langobardene]] og [[Østromerriget]] (den byzantinske kejser regnede sig fremdeles som den eneste legitime «"romerske»" kejser, og dermed som hersker over alle provinser i det antikke rige, hvad enten de anerkendte det eller ikke), erklærede «"han som havde magten»" og kronede dermed Pipin.

Adskillige tiår senere, i [[800]], blev [[Pipin den yngre|Pipins]] søn, [[Karl den Store]], kronet til kejser af paven og udvidede dermed yderligere «"han som havde magten»"-princippet ved at fjerne de byzantinske kejseres [[legitimitet]] på den italienske halvø (hvor de kun havde magten i [[Apulien]] og [[Calabrien]]) og i antikkens romerske Gallien, indbefattet de iberiske udposter, Karl den Store etablerede i ''[[Marca Hispanica]]'' på den anden side af [[Pyrenæerne]], som i dag udgør [[Catalonien]].

Den byzantinske kejser krævede autoritet over hele det gamle [[Romerriget|romerrige]] som den legitime «"romerske»" kejser, og efter loven kan dette godt have været sandt, men det var det ikke i realiteten. Hoveddelen af det [[Vestromerske rige]] var under karolingernes styre, den byzantinske kejser havde næsten ikke haft nogen autoritet i Vesten siden det [[6. århundrede]], selv om Karl den Store foretrak at undgå et åbent brud med [[Konstantinopel]].

Det som skete, var fødselenfødslen af en institution, som var unik i historien: [[Tysk-romerske rige|Det hellige romerske rige af den tyske nation]]. [[Voltaire]] latterliggjorde dets terminologi,begrebet og sagde om det, at det var «"hverken helligt, romersk, eller et rige»". Men til trods for dette var det en enorm politisk magt på den tid, særlig under [[ludolfinger-dynastiet|ludolfingerne]] og [[salier-dynastiet|salierne]] og i mindre grad [[Hohenstaufer]]ne. Det varede til [[1806]], og selv om først hans barnebarn blev dets første kejser, blev «"riget»" stort set født under Karl Martells styre.

I [[718]] svarede Chilperik på Karls nye magt ved at alliere sig med [[Odo den Store]], [[hertug af Aquitanien]], som havde gjort sig uafhængig under borgerkrigen i 715, men blev igen besejret af Karl, Denne gang ved [[Soissons]]. Kongen trak sig tilbage sammen med sin allierede hertug til området syd for [[Loire (flod)|Loire]] og Ragenfrid tilbage til [[Angers]]. Snart døde Klotar IV og Odo opgav Chilperik. I bytte mod anerkendelse af sin kongeståus over alle frankerne overgav kongen sit kongedømme og rigshovmesterembedet over alle kongedømmerne til Karl.

De følgende år var fulde af stridigheder. Mellem 718 og 723 sikrede Karl sin magt gennem en række sejre. Han vandt loyalitet hos flere vigtige biskopper og abbeder (ved at donere land og penge til grundlæggelsen af klostre som [[Echternach]]), han underlagde sig [[Bayern]] og [[AlemandiaAlemannia]], og han besejrede de [[hedendomhedenskab|hedenske]] [[saksere]].

Efter at have forenet frankerne under sig, var Karl besluttet på at straffe sakserne, som havde invaderet Austrasien. Derfor lagde han i 718 deres land langs bredderne af [[Weser]], [[Lippe-elven|Lippe]], [[Ruhr]] og [[Teutoburgerskoven]] øde. Han blev dermed den første udefrakommende magt siden [[Publius Quinctilius Varus|Varus']][[romersk legion|legioner]] i [[9]], som gik ind i skoven, og i modsetningmodsætning til Rom besejrede han indbyggerne helt. I [[719]] tog Karl [[Vest-Frisien]] uden større modstand fra [[frisere|friserne]], som tidligere havde været underlagt frankerne. Karl stolede ikke på hedningerne, men deres hersker, [[Aldegisel, frisernes konge|Aldegisel]], accepterede [[kristendom]]men i sit rige og [[Willibrord af Utrecht|Willibrord]], [[biskop af Utrecht]], frisernes berømte apostel, rejste dertil for at konvertere dem på Karls ønske. Karl gjorde også meget for at støtte Winfrid, senere den hellige [[Bonifatius]], tyskernes apostel.

Da Chilperik II døde året efter ([[720]]), udnævnte Karl Dagobert III`'s søn, [[Teoderik IV]], som hans efterfølger. Han var fremdeles mindreårig og sad på tronen til 737. Karl udnævnte nu de konger, som han tjente under. Disse ''rois fainéants'' («gjør–ingenting–konge»"gør–ingenting–konge") var kun marionetter i hans hænder, og ved slutningen af sit styre tog han ikke engang besværet med at udnævne én.

Hans eget rige var sikret inden 730, og Karl begyndte at forberede sig til det kommende stormløb i vest. I [[721]] havde [[emir af Córdoba-kalifatet|emiren af Córdoba]] samlet en stærk hær fra [[Marokko]], [[Jemen]] og [[Syrien]] for at erobre Aquitanien, det store hertugdømme i det sydvestlige Gallien, som nominelt var underlagt frankisk overherredømme, men i praksis var det næsten uafhængigt i hænderne på Odo den Store, siden merovingerkongerne havde mistet deres magt. De invaderende [[muslimer]] belejrede byen [[Toulouse]], som da var Aquitaniens vigtigste by, og Odo drog straks af sted for at skaffe hjælp. Han kom tilbage tre måneder senere, netop før byen skulle til at overgive sig og besejrede den muslimske invasionsstyrke den [[9. juni]] [[721]] i det, som nu er kendt som [[slaget ved Toulouse (721)|slaget ved Toulouse]]. Nederlaget var stort set resultatet af en klassisk flankemanøvre fra Odo. Da han først havde trukket sig tilbage, begyndte muslimerne at blive for selvsikre, og i stedet for at opretholde et stærkt ydre forsvar rundt om deres forskansning og fortsætte med at holde udkig, gjorde de ingen af delene. Dermed kunne Odo iværksætte et næsten fuldkomment overraskelsesangreb på belejringstyrken, da han kom tilbage. Han spredte modstanden i det første angreb og slagtede enheder, som hvilede sig, eller som trak sig tilbage uden våben eller beskyttelse.

Karl havde fulgt situationen på [[Den iberiskeIberiske Halvø]] siden Toulouse, overbevist om at muslimerne ville komme tilbage, og mens han sikrede sine egne områder, forberedte han sig også på krig mod [[umayyader]]ne. I forhold til tidsepoken havde Karl brugt en ekstremt kontroversiel metode ved at beholde en stående hær, én han kunne optræne til en kerne af veteraner, som han kunne lægge til de almindelige indkaldte soldater, som frankerne normalt brugte i krig. I den tidlige middelalder var tropperne kun til rådighed, efter at såningen var overstået og før indhøstingen. Karl mente, at han havde brug for en stående hær, én han kunne træne, for at stå imod muslimernes tunge [[kavaleri]], som han ikke havde noget modstykke til på det tidspunkt. For at træne den typen [[infanteri]] som kunne modstå tungt kavaleri, havde Karl brug for dem året rundt, og han måtte være i stand til at betale dem, sådan at deres familier kunne købe den mad, de ellers ville have dyrket. For at skaffe disse penge tog han områder og ejendomme fra kirken og brugte dem til at finansiere sine soldater. Den samme Karl, som havde sikret sig kirkelig støtte ved at donere land, tog det tilbage mellem 724 og 732. Kirken var rasende, og en tid så det ud, som om Karl til og med skulle bandlyses for sine handlinger. Men så kom en stor invasion...

[[Emirat]]et i [[Córdoba (Spania)|Córdoba]] havde tidligere invaderet [[Gallien]] og var blevet standset i dets fremdrift nordover i slaget ved Toulouse i 721. Helten i den mindre berømte hendelsehændelse var Odo den Store, hertugen af Aquitanien, som ikke blev forgænger til konger eller beskytter af krønikeforfattere. Det er tidligere blevet forklaret, hvordan Odo besejrede de invaderende muslimer, men da de vendte tilbage, var situationen ændret. I mellemtiden var der kommet en ny [[Córdoba-kalifatet|emir af Cordóba]], [[Abdul Rahman Al Ghafiqi]], som tog en stor styrke [[arabere|arabiske]] og [[berbere|berberiske]] ryttere med sig og igangsatte en langt større invasion. Denne gang var de muslimske ryttere klar for kamp, og resultatet blev forfærdeligt for indbyggerne i Aquitanien. Odo, helten fra Toulouse, blev besejret under den muslimske invasion i [[732]] i [[slaget ved Garonne]], hvor de vestlige krønikeforfatterne siger «"Gud alene kender antallet af dræbte»", og trak sig tilbage til Karl i søgen efter hjælp. Dermed forsvandt Odo ud af historien, og Karl marcherede ind i den.

Slaget ved Poitiers gav Karl tilnavnet «"Martell»" (”Hammeren”"Hammeren") for den nådeløsenådesløse måde, på hvilken han hamrede løs på sine fjender. Blandt mange historikere tror den store militærhistoriker [[Edward Sherperd Creasy|sir Edward Creasy]], at hvis Karls plan var mislykkedes ved Tours, ville [[islam]] være rullet hen over [[Gallien]] og måske resten af det vestlige, kristne Europa. Hvis Martell var faldet ved Poitiers, eksisterede der ingen magt, der kunne have forhindret muslimerne i at erobre fra [[Rom]] til [[Rhinen]] og til og med [[England]]. Blandt andre respekterede historikere, som er enige i Creasys tro på, at dette slag var livsvigtigt for at standse den muslimske ekspansion ind i Europa, finder man William Watson, og [[Gibbon]] tror, at kristendommens skæbne var afhængig af dette slag. Denne opfattelse var meget populær, men den blev umoderne i det [[20. århundrede]]. Nogle historikere som Bernhard Lewis hævder, at araberne ikke havde intentioner om at okkupere det nordlige Frankrig. Denne mening er senere blevet umoderne, og historikere regner nu slaget ved Poitiers for en meget afgørende hændelse i Europas og kristendommens historie.

Det lykkedes Martell at inspirere sine mænd til at stå fast mod en styrke, som må have set uovervindelig ud for dem: store ryttere med [[ringbrynje]]r, som oven i købet talmæssigt var klart overlegne i forhold til frankerne. I et af de sjældne tilfælde, hvor middelalderligt infanteri stod over for kavaleriangreb, holdt de frankiske soldater stand, selvom det arabiske kavaleri flere gange brød ind i det indre af den frankiske firkant ifølge arabiske kilder. Men til trods for dette brød frankerne ikke sammen, og det udtrykkes antagelig bedst gennem en oversættelse af en arabisk beretning fra slaget (refereret i ''Medieval Source Book''): «"Og i slagets chok virkede mændene fra nord som en sø, der ikke kan flyttes. Fast stod de, den ene ved siden af den anden, med en form som mindede om en isblok, og med kraftige slag med sværdene slog de araberne ned. Trukket sammen som en bande rundt om deres høvding bar austrasierne alle foran sig. Deres utrættelige hænder drev deres sværd ned i fjendens bryst.» "

Senere afslørede de arabiske krøniker, at de forskellige generaler fra de enkelte dele af kalifatet, berbere, arabere, [[det persiske riget|persere]] og mange flere, ikke kunne enes om en ny leder efter Abdul Rahman. De kunne til og med ikke at blive enige om, hvem der skulle lede dem i kamp. Kun emiren havde en ''fatwa'' fra kaliffen og dermed den absolutte autoritet over de troende soldater. Hæren var hentet fra hele kalifatet og var kompliceret sat sammen af forskellige nationaliteter, og der var forudindtagethed i forhold til politik, race og etnicitet. Personlighederne i hæren trak sig tilbage ved emirens død. Hæren kunne antagelig stadig have besejret frankerne, men manglede én til at lede sig.

I årene mellem hans sejr i 732 og [[735]] reorganiserede Karl kongedømmet [[Burgund]]. Han erstattede greverne og hertugerne med sine loyale tilhængere og styrkede dermed sit greb om magten. Han blev tvunget til at invadere [[Frisland]] igen i [[734]] på grund af [[Radbod, frisernes konge|RadbodRadboud]], frisernes hertug (719–734), der var søn af hertug Aldigisel. Han havde accepteret de kristne missionærer Willibrord og Bonifacius, men da han derefter udviste dem, dræbte Karl ham i et slag og kuede befolkningen (han ødelagde alle hedenske templer), sådan at friserne var fredelige de næste tyve år.

Ved afslutningen af Karls felttog i Provence og [[Septimania]] døde kong [[Teoderik IV]] i 737. Martell, som kaldte sig ''major domus'' og ''princeps et dux Francorum'', udnævnte ikke nogen ny konge, og ingen krævede det. Tronen var ubesat, indtil Martell døde. Som historikeren [[Charles Oman]] siger, «"han interesserede sig ikke for navn eller titel, når bare den reelle magt var i hans hænder»"<ref>''The Dark Ages'', s.297</ref>. Nowich slutter sig til Oman og siger:

:''«"Han holdt ikke noget hof, brød sig ikke om titler, og tanken om en krone morede ham. Alt, hvad der interesserede ham, var magtens virkelige indhold, og hvad der kunne gøres med den. Han mente, at han havde et kald med at passe på det, som hans forfædre havde kæmpet så hårdt for at opbygge efter det [[Vestromerske rige]]s fald, og han var fast besluttet på ikke at lade det gå til grunde under hans embedsperiode. En mand med sådan en enorm magt, den virkelige herre over datidens Europa, brød sig ikke om at vise sig frem, men koncentrerede sig om resultaterne.»"''

Perioden med [[interregnum]], dvs. de sidste fire år af Karls liv, var mere fredelige end størstedelen havde været, og meget af denne tid blev nu brugt på administrative og organisatoriske planer om at skabe en mere effektiv stat. Men han fik dog sakserne i [[Westfalen]] til at anerkende sig og at betale skat i [[738]], og han nedkæmpede et oprør i Provence, der var ledet af Maurontus i 739. Karl satte gang i at integrere de perifere områder i sit rige, så de blev bragt ind under den frankiske kirke. Han oprettede fire bispedømmer i Bayern ([[Salzburg]], [[Regensburg]], [[Freising]] og [[Passau]]) og gav dem Bonifacius som [[ærkebiskop]] og [[metropolit]] for hele Tyskland øst for Rhinen med sæde i [[Mainz]]. Bonifacius havde været under Karls beskyttelse fra 723, og helgenen selv forklarede sin gamle ven, Daniel af Winchester, at uden denne beskyttelse kunne han hverken administrere sin kirke, forsvare sine gejstlige eller forhindre kætteri. Det var Bonifacius, som havde forsvaret Karl med størst fasthed, da han tog kirkens områder for at betale sin hær i dagene, som førte frem til Poitiers, fordi han var én, som gjorde, hvad han kunne for at beskytte kristendommen. I [[739]] bad pave [[Pave Gregor III3.]] Karl om hjælp mod Liutprand. Men Karl hadede at kæmpe mod en tidligere allieret og ignorerede pavens bøn om hjælp. Alligevel viste pavens bøn om frankisk beskyttelse, hvor langt Martell var kommet fra den tid, hvor han var en hårsbred fra at blive bandlyst, og det satte scenen for hans søn og sønnesøn, så de bogstavlig talt omrokerede Italien efter pavens behov og beskyttelse.

Det tog endnu to generationer, før frankerne havde drevet alle de arabiske garnisoner ud af [[Septimanien]] og over Pyrenæerne, men Karl Martell standsede invasionen af frankisk jord og vendte bølgen af islamisk fremrykning. Foreningen af de frankiske kongedømmer under Martell, hans søn [[Pipin den Lille]] og hans barnebarn, [[Karl den Store]] skabte en vestlig magt, som forhindrede emiratet i Córdoba i at ekspandere over Pyrenæerne.

Martell var i 732 på grænsen til bandlysning, men blev i stedet anerkendt af kirken som dens vigtigste beskytter. Pave [[Pave Gregor 2.]] skrev til ham mere end en gang og bad ham om beskyttelse og hjælp <ref>[{{Cite web |url=http://www.fordham.edu/halsall/source/g2-martellet.html |title=Medieval Sourcebook: Pope Gregory II -– Appeal to Charles Martel, 739] |access-date=17. oktober 2007 |archive-date=29. april 2008 |archive-url=https://web.archive.org/web/20080429225422/http://www.fordham.edu/halsall/source/g2-martellet.html |url-status=dead }}</ref>, og han forblev til han døde fast besluttet på at stoppe muslimerne. Martells søn holdt sin fars løfte, vendte tilbage og tog Narbonne efter belejring i [[759]], og hans barnebarn Karl den Store etablerede faktisk et ''Marca Hispanica'' på den andre siden af Pyrenæerne i dele af det, som i dag er [[Katalonien]], generobrede [[Girona]] i [[785]] og [[Barcelona]] i [[801]]. Denne del af det, som i dag er [[Spanien]], blev senere kaldt «"de mauriske marker»" af [[karolinger]]ne, som så på området ikke bare som et sted, hvor muslimerne skulle holdes i skak, men også som den basis, hvorfra resten af landet skulle tilbageerobres. Dette skabte en permanent bufferzone mod islam, sådan at frankerne sammen med kongen af [[Asturien]], [[Pelayo]] (718–737), som indledte sin kamp mod maurerne med slaget i [[Covadonga]] i 722), og hans efterkommere, derfra kunne indlede den reconquista, som endte med, at alle muslimer blev kastet ud af Spanien.

I sine visioner om, hvad der ville blive nødvendigt for ham for at modstå en større styrke med en overlegen teknologi (de muslimske rytterne havde stigbøjler, som var en forudsætning for det første tunge [[kavaleri]], de pansrede ridderhære), og da han ikke vovede at sende sine få ryttere mod det islamske kavaleri, trænede han sin hær til at kæmpe i en formation, [[falanks]]en, der blev brugt af de [[Antikkens Hellas|antikke grækere]], for at kunne modstå fjendens overlegne antal og moderne våben gennem disciplin, mod og villighed til at dø for sagen. Det skal bemærkes, at han trænede sine mænd året rundt hovedsageligt finansieret af midler fra kirken.

Efter at han udelukkende havde brugt denne infanteristyrke ved Poitiers, studerede han fjendens stærke sider og tilpassede sig dem yderligere. Til at begynde med brugte han stigbøjler og sadler fra fjendens døde heste, som blev samlet sammen på slagmarken, og rustninger fra de døde ryttere. Efter 732 begyndte han at integrere tungt kavaleri med stigbøjler og [[ringbrynje]]r i sin hær, og han trænede sit infanteri i at kæmpe sammen med kavaleriet, en taktik, som han fik god brug for i felttogene i 736 og 737, særlig i slaget ved Narbonne. Martells evne til at bruge det, han havde, og til at integrere nye idéer og teknologi, gav ham et rygte som brillant general allerede i ung alder. Den var grunden til, at han var ubesejret fra 716 til han døde, selv mod et vidt spektrum af fjender, heriblandt det muslimske kavaleri, som på den tid var verdens bedste, og de barbariske saksere på hans nordøstlige grænse. Desuden var han næsten altid talmæssigt underlegen. Hans indførelse af tungt kavaleri i vestlige styrker skabte de første «"riddere»" i Vesten. Processen med at udvikle det berømte [[ridderskab]] i Frankrig fortsatte via [[Pistres-ediktet]] til hans tipoldebarn, [[Karl II af det tysk-romerske rige|Karl den Skaldede]].

De nederlag, som Martell påførte muslimerne, var livsvigtige i og med, at splittelsen i den islamske verden efterlod [[kalifat]]et ude af stand til at gennemføre et frontalangreb på Europa efter [[750]] fra dets brohoved i Iberia. Hans evne til at møde denne udfordring før muslimerne gik i opløsning, er af største betydning, og det er derfor, [[Dante]] i sit værk anbringer ham i himlen som en af «"troens forsvarere»". Efter 750 var det iberiske emirat ved Europas bagdør i hænderne på [[umayyader]]ne, mens næsten hele det øvrige, muslimske imperium kom under [[abbasider]]nes kontrol, hvad der gjorde en invasion af Europa til en [[logistikk|logistisk]] umulighed, mens de to imperier kæmpede indbyrdes. Det udsatte den islamiske invasion af Europa til [[det osmanske riget|tyrkernes]] erobring af [[Balkanhalvøen|Balkan]] et halvt årtusinde senere.

== Eksterne linkshenvisninger ==

* [http://www.saudiaramcoworld.com/issue/199302/the.arabs.in.occitania.htm Ian Meadows: ''The Arabs in Occitania''] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20110514184310/http://www.saudiaramcoworld.com/issue/199302/the.arabs.in.occitania.htm |date=14. maj 2011 }}: Konteksten til konflikten set fra arabernes synsvinkel {{en sprog}}

* [http://www.fordham.edu/halsall/source/732tours.html Internet Medieval Sourcebook: ''Arabs, Franks, and the Battle of Tours, 732] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20141011132606/http://www.fordham.edu/halsall/source/732tours.html Three|date=11. Accounts'']oktober 2014 }}

* [http://www.fordham.edu/halsall/source/g2-martellet732tours.html Internet Medieval Sourcebook: ''GregoryArabs, IIFranks, toand Charlesthe MartelBattle of Tours, 739732: Three Accounts''] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20141011132606/http://www.fordham.edu/halsall/source/732tours.html |date=11. oktober 2014 }}